Kan TV 2 udfordre YouTube og Netflix?

Nye målrettede reklameprodukter til TV 2 PLAY, skal udfordre de amerikanske web-tv giganter, og sikre TV 2 en vækst i digital omsætning på 25-30 pct. de kommende år.

Flere og flere danskere har kappet kablerne til kabel-tv og valgt de dyre tv-pakker fra.

Det får nu TV 2 til at lancere et nyt reklameprodukt, der er målrettet on-demand tjenesten TV 2 PLAY, som de sidste tre år har været stærkt medvirkende til at skabe en fremgang på 30 pct. i den samlede digitale omsætning.

Det nye TV 2 PLAY-produkt vil fortsat være afhængig af bruger-login, og der arbejdes ligeledes på at anvende brugerlogins på flere af TV 2’s øvrige platforme. Det skaber naturligvis en langt mere individualiseret reklameoplevelse end tidligere, og det større kendskab til brugerne og deres behov danner således grundlag for mere relevante tv-reklamer.

Generobre tabt terræn

I en pressemeddelelse forklarer TV 2’s kommercielle direktør, Flemming Rasmussen, at fremtidens tv-reklame i højere grad skal betragtes som et web-tv produkt – og ikke en ”video-reklame”, der har risiko for at blive identificeret med tvivlsomt eller direkte upassende indhold, som det har været tilfældet YouTube.

Derimod forsøger TV 2 at forene det bedste fra to verdener til at afvikle mere målrettede reklameeksponeringer i forhold til skærmstørrelser, effekt og kvalitetsindhold, hvilket skal medvirke til at vende udviklingen på tv-markedet.

– Markedet for digital video er de seneste år steget voldsomt, og ikke mindst det Google-ejede YouTube har taget en meget stor markedsandel på dette marked. Men vi har tænkt os at udfordre Youtube og forhåbentlig flytte nogle reklamebudgetter væk fra YouTube og over til det, vi kalder “Addressable TV”, fortæller Flemming Rasmussen.

Satser på dansk-produceret indhold 

Og netop dansk-produceret kvalitetsindhold bliver da også omdrejningspunktet for TV 2s kommercielle satsning. I 2016 var 73 pct. af programmerne på TV 2’s hovedkanal dansksprogede, hvilket svarer til 5.100 timer  hvorfor TV 2 PLAY også kommer til at slå et slag for dansk kvalitetsindhold som én af tjenestens store styrker.

Første del af TV 2’s “Adressable TV”-satsning blev således lanceret i slutningen af 2016 i form af reklamer under LIVE-streaming på TV 2 PLAY.

– Der har været stor interesse og opbakning fra markedet omkring dette nye produkt. Muligheden for at databerige og dermed målrette reklamerne på TV 2 PLAY gør, at markedet er villigt til at betale en CPM-pris, der typisk ligger 50-100 procent over en klassisk tv-reklame. Det svarer nogenlunde til prisniveauet på traditionelt web-tv, forklarer Flemming Rasmussen og lægger ikke skjul på, at der er høje forventninger til det nye annonceprodukt. som kommer til at udgøre en betydelig andel af TV 2’s samlede digitale reklameomsætning.

Truet af flere nye spillere

Danskernes ændrede tv-adfærd kommer med sikkerhed til at presse de etablerede spillere på deres kerneforretning, ikke blot salgsmæssigt, men også distributionsmæssigt, hvor TV 2 håber på at kunne hale ind på Netflix, der i øjeblikket er den største streamingtjeneste på betalingsmarkedet i Danmark.

En udvikling, der påvirker reklamelageret, som falder i takt med at flere husstande vælger kabel-tv fra, og går fra at se flow-tv til at se tv “on-demand” på forskellige mobile enheder og “set-top bokse” (Apple TV).

Det store spørgsmål er imidlertid, om TV 2 kan vende udviklingen, når streamingtjenester som HBO og Netflix i dag bliver solgt som en del af teleselskabernes “indholds-pakker”.

Hvordan det stiller TV 2 PLAY i konkurrencen, bliver spændende at følge – i sær når Apple TV om kort tid udvider paletten med bl.a. Amazons Prime-streamingtjeneste og (Apple) i øvrigt selv går i luften med sit eget indhold.