Red Bull reklamerer for Danmark med Kriss Kyle i luften foran Rubjerg Knude Fyr

Red Bull reklamerer for Danmark

En Red Bull-video med BMX-stjernen Kriss Kyle har skabt global opmærksomhed på danske turist-destinationer på ganske få dage.

Et partnerskab mellem Red Bull og BMX-stjernen Kriss Kyle har skabt global opmærksomhed på 14 danske turist-destinationer på ganske få dage.

I en ny video udfører den skotske BMX-rytter Kriss Kyle stunts og tricks på 14 danske turist-destinationer, som afviger fra det klassiske portræt af Danmark med uspoleret natur og græssende køer i bløde bakker eller mennesker langs vandkanten af det brusende Vesterhav.

Til vands, til lands og i luften

Den fem minutter lange video tager således seeren med på en halsbrækkende rundtur, der begynder med paragliding-tur fra Løkken til Rubjerg Knude med det efterhånden verdenskendte fyr i baggrunden, hvorefter turen bringer Kriss Kyle rundt til blandt andet Møns Klint, Legoland, Rutsjebanen på Bakken og det timeglasformede Skovtårnet i skovene omkring Gisselfeld Kloster.

Filmen er produceret i samarbejde med VisitDanmark, som med Kriss Kyles tilstedeværelse har tilført Danmark mere kant og “street credibility”.

Følg Kriss Kyles halsbrækkende rundrejse i Danmark i filmen herunder.

Følg optagelserne af filmen “Behind the Scenes” i videoen herunder.

Spies i luften med egen tv-serie

Rejseselskabet Spies er gået i luften med en ny “docusoap”-serie på nettet, hvor den kendte tv-vært, Emil Thorup rejser ud i verden for at undersøge, om vi danskere bliver en bedre version af os selv, når vi rejser på ferie? 

Der sker noget i krop og sind, når vi rejser. vi bliver angiveligt en bedre og mere afslappet version af os selv.

Kufferten pakkes i sidste sekund, og den første drink bliver allerede indtaget ved 11-tiden om formiddagen på vej ned i flyet. Ferien er nemlig begyndt, og alle kontrollerede forbehold fra den daglige trummerum bliver sat på hold  – og skuldrene sænkes.

Væk er den stressede hverdag med sure pligter, der trækker energien ud af folk, og alting ser pludseligt lysere ud .

Med en  en ny underholdende tv-serie på YouTube, forsøger rejseselskabet Spies at kaste lys over, hvad der får danskerne til at blive mere tilfredse med sig selv – og ikke mindst deres omgivelser, når de rejser på ferie?

Simon Spies spøger i kulissen 

Til formålet har rejseselskabet allieret sig med den kendte tv-vært, Emil Thorup, som rejser ud i verden sammen med Spies-chefens nevø. En rejsefælle, der viser sig at være lidt af et “løsgående missil”, men som helt i den gamle “formands” ånd, får sat kolorit på turen og hele projektet.

Den famøse levemand og grundlægger af rejsebureauet, introducerede som bekendt danskerne til en mere løssluppen og sjovere ferieoplevelse med det velkendte slogan “Spies, rejs og vær glad”, som fortsat hænger ved, selvom Spies i dag høster stor international opmærksomhed for kampagner, der slår et slag for at sætte skub i fertiliteten.

Ønsket fra den gamle Spies var således at tilbyde danskerne et afbræk fra en grå og kedelig hverdag til genfinde ro, overskud og glæde, hvilket Emil Thorup i øvrigt er noget skeptisk overfor.

Følg Emil Thorups strabadser i “Din Indre Spies” og se, om han overgiver sig til sin “Indre Spies”

 

Tivoli og Disney fører an på Instagram

Ny global undersøgelse fra TravelBird viser, at Tivoli er den mest hashtaggede danske seværdighed på Instagram. De mest populære attraktioner i verden til ”picture perfect” er de amerikanske Disney-parker og Eiffeltårnet i Paris.

Med 4,6 mio. besøgende er Tivoli den suverænt mest besøgte turistattraktion i Danmark.

Det gør samtidig Georg Carstens gamle have til kongerigets mest fotograferede seværdighed, hvis man måler ud fra antal hashtags på Instagram.

Ifølge en ny undersøgelse, foretaget af online rejsetjenesten TravelBird, er Tivoli med over 41.000 hashtags, den mest hashtaggede seværdighed i Danmark, tæt forfulgt af Kronborg med 39.000 tags og Amalienborg, som med hjælp fra Den Kongelige Livgarde, har efterladt 24.000 tags på det populære billedbaserede sociale medie.

Mest Instagrammede destinationer i Danmark

Undersøgelsen er baseret på målinger af 470 turistattraktioner verden over, hvor Tivoli og Kronborg i global sammenhæng, rangerer mere beskedent som henholdsvis nummer 141 og 143.

Blandt de mest hashtaggede turistattraktioner i verden, er de to amerikanske Disney-parker i Californien og Florida samt Eiffeltårnet i Paris og Berlinmuren.

Mest Instagrammede destinationer i verdenFormålet har været at få indsigt i, hvordan rejsedestinationer ”performer” på sociale medier, herunder på Instagram, som er velegnet til fotodeling og tilmed er særdeles populær blandt ”Millennials” – også kendt som ”Generation Y”.

Med andre ord kan rejse- og turistbranchen skabe sig et bedre overblik over, hvordan unge mennesker rejser og oplever verden i 2017.

Se den samlede oversigt over de mest hashtaggede seværdigheder i verden her.