Fremgang til liberale partier

Stort tillykke med fremgangen til Venstre og Radikale Venstre i Europa-Parlamentets liberale ALDE-gruppe.

Danmarks liberale partier i Europa-Parlamentet, Venstre og Radikale Venstre præsterede en markant fremgang ved gårsdagens EU-valg.

Den liberale ALDE-gruppe, som både Venstre og Det Radikale Venstre er en del af, kan således se frem til flere pladser i Europa-Parlamentet, mens EU’s gamle magtpartier, den konservative EPP-gruppe og den socialdemokratiske S&D-gruppe, står til at miste deres fælles flertal, de har haft i Europa-Parlamentet siden det første direkte valg i 1979.

EU valg 2019

Det betyder med andre ord, at det er slut med at danne flertal uden om Europa-Parlamentets liberale midte, selvom de europæiske socialdemokrater, trods et stort valgnederlag, forbliver den største gruppe i Europa-Parlamentet.

Meget tyder altså på, at Europa-Parlament fremover bliver mere fragmenteret end hidtil, og hvem ved, måske kan fremgangen for de liberale partier i Danmark og resten af Europa, bane vejen for Danmarks første formand for Europa-Kommissionen.

Se resultatet fra valget til Europa-Parlamentet her.

Europæere: Flere sjove reklamer på nettet

Ny rapport fra Adobe viser, at europæiske forbrugere bliver bombarderet med online reklamer, der sjældent formår at fange deres opmærksomhed. Hver tredje peger på humor som altafgørende, hvis reklamen skal fange deres opmærksomhed.

Digitale annoncer, bannere, pop-ups og nyhedsbreve. Online-reklamer findes i alle afskygninger, men kun de færreste formår at trænge igennem til målgruppen.

Spørger man de europæiske forbrugere, hvordan online-reklamer bedre kan fange deres opmærksomhed, lyder svaret: ”De skal være sjovere.”

Det viser en ny undersøgelse fra Adobe, der foretaget blandt mere end 4.000 forbrugere og 300 virksomheder verden over.

Her svarer 29 pct. af de europæiske forbrugere, at humor vil forbedre online reklamer, og 17 pct. mener, at online-reklamer vil opnå større effekt, hvis de talte mere til deres værdier og holdninger.

Samtidig siger 15 pct., at det er personaliserede reklamer, som trænger stærkest igennem, mens 26 pct. fastslår, at færre reklamer på nettet vil betyde, at de ville lytte mere.

Personlige reklamer deler vandene

I rapporten fremgår det ligeledes, at 66 pct. af forbrugerne finder online reklamer irrelevante på trods af, at mange virksomheder forsøger at skræddersy individuelle reklamebudskaber til hver enkelt forbruger.

Faktisk svarer en tredjedel (33 pct.) af europæerne, at online-reklamer ikke bør være personaliserede, og kun 22 pct. mener, at virksomheder udviser respekt for deres digitale privatliv.

Noget tyder på, at europæerne har nået grænsen for deling af deres privatliv, og virksomhederne står over for et paradoks, hvor forbrugerne på den ene side ønsker mere relevant indhold, men samtidig er skeptiske over for personaliseret indhold.

Kun 34 pct. af de europæiske forbrugere synes, at de online reklamer, de bliver eksponeret for, er relevante.

Download og læs hele rapporten ”The State of Digital Advertising” her.