En dårlig sag for en god sag

Et nyt samarbejde mellem YouSee og Muskelsvindfonden signalerer nye tider. Har Muskelsvindfonden solgt ud, når NGO’en, der står bag Grøn Koncert-turneen, inviterer det tidligere telemonopol og mindre folkelige YouSee-brand ind i varmen?

For nyligt annoncerede Muskelsvindfonden meget overraskende, at Grøn Koncert får en helt ny og grønnere scene.

Den folkekære musikbegivenhed har nemlig lukket YouSee, bedre kendt som TDC,  ind i folden og sammen vil det nye makkerpar skabe en ny scene, hvor man vil lade landets “grønne” artister prøve kræfter med Grøn Koncert-karavanens publikum.

Det lyder da også umiddelbart som en smuk tanke, men sandheden er nu nok nærmere, at Muskelsvindfonden er blevet fristet af et klækkeligt beløb, som NGO’en ikke kunne sige nej til.

For her gik vi og troede, at det var Tuborg, der på de 34 foregående Grøn Koncerter havde gjort livet lidt grønnere? Men alting har som beskendt sin tid.

Ingen rød eller grøn tråd

Tuborg lagde godt nok sit velkendte ”Tuborg – gør livet lidt grønnere”-slogan i graven tidligere på året, uden dog at antyde dog betyder, at øl-brandet har valgt at drosle sit engagement i den folkekære koncert-begivenhed ned, da alt tyder på, at Tuborg fortsat har musikken dybt forankret i sit DNA.

Anderledes forholder det sig med YouSee, eller TDC som det tidligere statejede telemonopol hed engang.

YouSee har i modsætning til Tuborg, hverken en rød eller grøn Tuborg, som de kan læne sig op ad, hvorfor det nye samarbejde mere minder om “redwashing”, som det populært bliver omtalt, når en virksomhed f.eks. betaler en NGO for at blive svøbt i en mere social ansvarlig indpakning.

Forståeligt nok søger YouSee nye græsgange, men hvem tror i virkeligheden på, at selvsamme virksomhed, som Nytårsaften efterlod størstedelen af den danske befolkning uden tv-signal, inderligt ønsker at gøre noget for musikken – andet end at tjene penge på musikken?

Ren forretning

I en pressemeddelelse proklamerer YouSees koncerndirektør Jaap Postma, at man som en af landets største musiktjenester, ønsker at tage ansvar for udviklingen af den danske musikscene.

– Vi er meget begejstrede for at være en del af Grøn 2017, der både er Danmarks stærkeste musikbrand og samtidig gør en kæmpe forskel for mennesker med muskelsvind, lyder det fra direktøren.

Men det er værd at huske på, at streamingtjenesterne netop har fået voldsom kritik for at stoppe for mange penge i egne og ikke artisternes lommer, hvorfor det er mere realistisk at forestille sig, at YouSees blot forsøger at give de mere populære musiktjenester, Spotify, Apple Music (iTunes), Tidal og SoundCloud kamp til stregen.

Støj på linjen

Men det er nu svært at se koblingen mellem Muskelsvindfonden og YouSee – med mindre man kaster et blik over på konkurrenterne, hvor eksempelvis Roskilde Festivalen (som er Danmarks største musikbegivenhed) har forsøgt at overføre den såkaldte “Orange Feeling” fra den legendariske Orange Scene til samarbejder med Tuborg og Hummel.

Og YouSee forsøger selvfølgelig at gå i Telias fodspor, som har lukreret på et tæt samarbejde med Spotify, og sidenhen har investeret i både et hovedsponsorat af Parken og et samarbejde med Smukfest i Skanderborg.

Den går bare ikke for en begivenhed som Grøn Koncert, når arrangøren er en NGO (Muskelsvindfonden), som netop har et humanitært formål.

Med andre ord har Muskelsvindfonden mistet grebet om sit oprindelige formål og udviklet sig til en pengemaskine..

Hvad er formålet?

Helt aktuelt står Muskelsvindfonden og andre handicaporganisationer med en “dårlig sag”, hvor et nyt bygningsreglement, som træder i kraft 1. august 2018, ophæver kravet om niveaufri adgang (for kørestole) i nye byggerier.

Et wake-up call for den humanitære organisation, der ellers hævder at tale, ikke blot sine egne 2.600 medlemmers sag, men alle 500.000 danskeres, der ifølge Institut for Folkesundhed er ramt af helbredsrelateret aktivitetsbegrænsning og fysisk funktionsnedsættelse.

Det giver alt andet lige stof til eftertanke – især hos organisationens mange bidragsydere, som helt sikkert vil reflektere over, om organisationen nu også leverer varen, når det gælder? Eller har organisationens 80 medarbejdere hvilet for meget på laurbærrene?

Hvis ikke, så sidder der sikkert nogle mennesker tilbage i organisationens  kommunikations- og handicappolitiske afdeling, som  har meget røde ører, selvom de sikkert vil hævde, at det ikke er deres skyld. Men ikke desto mindre har de begået et stort svigt, som risikerer at få store konsekvenser for de 500.000 danskere, som er ramt (nogle mere end andre) af fysisk funktionsnedsættelse.

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.