Europæere: Flere sjove reklamer på nettet

Ny rapport fra Adobe viser, at europæiske forbrugere bliver bombarderet med online reklamer, der sjældent formår at fange deres opmærksomhed. Hver tredje peger på humor som altafgørende, hvis reklamen skal fange deres opmærksomhed.

Digitale annoncer, bannere, pop-ups og nyhedsbreve. Online-reklamer findes i alle afskygninger, men kun de færreste formår at trænge igennem til målgruppen.

Spørger man de europæiske forbrugere, hvordan online-reklamer bedre kan fange deres opmærksomhed, lyder svaret: ”De skal være sjovere.”

Det viser en ny undersøgelse fra Adobe, der foretaget blandt mere end 4.000 forbrugere og 300 virksomheder verden over.

Her svarer 29 pct. af de europæiske forbrugere, at humor vil forbedre online reklamer, og 17 pct. mener, at online-reklamer vil opnå større effekt, hvis de talte mere til deres værdier og holdninger.

Samtidig siger 15 pct., at det er personaliserede reklamer, som trænger stærkest igennem, mens 26 pct. fastslår, at færre reklamer på nettet vil betyde, at de ville lytte mere.

Personlige reklamer deler vandene

I rapporten fremgår det ligeledes, at 66 pct. af forbrugerne finder online reklamer irrelevante på trods af, at mange virksomheder forsøger at skræddersy individuelle reklamebudskaber til hver enkelt forbruger.

Faktisk svarer en tredjedel (33 pct.) af europæerne, at online-reklamer ikke bør være personaliserede, og kun 22 pct. mener, at virksomheder udviser respekt for deres digitale privatliv.

Noget tyder på, at europæerne har nået grænsen for deling af deres privatliv, og virksomhederne står over for et paradoks, hvor forbrugerne på den ene side ønsker mere relevant indhold, men samtidig er skeptiske over for personaliseret indhold.

Kun 34 pct. af de europæiske forbrugere synes, at de online reklamer, de bliver eksponeret for, er relevante.

Download og læs hele rapporten ”The State of Digital Advertising” her.

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.